|
French|
German|
Swedish
|
Danish
|
Holocaust i kritisk lys
øjenvidneberetninger kontra naturlove
Jürgen Graf
1. Det eneste tabu
I et pluralistisk samfund bør historieskrivningen ikke være politikernes tjener. Den frie forskning er en grundlæggende ret, lige som ytringsfriheden. Derfor ændrer vort billede af fortiden sig også hele tiden. Ny historisk viden tvinger os regelmæssigt til at revidere vores opfattelser, og det er naturligvis fuldt tilladt at kritisere historiske opfattelser, der viser sig at være forkerte.
For ikke så lang tid siden, var det i Schweiz en historisk kendsgerning, at "borgnedbrydningerne", stormen på de habsburgske tyranborgere, startede ved Edsaflæggelsen i 1291. Nu har udgravninger vist, at disse borge blev nedbrudt både lang tid før og længe efter denne edsaflæggelse (2). Historien som vi først troede på var altså en myte, men vi har alligevel ikke hørt om at en eneste af de historikere, der gennemførte de nye udgravninger, skulle være blevet stillet for en dommer og beskyldt for at "krænke vore forfædre".
Millioner af gudsfrygtige pilgrimme besøger hvert år "Kristi Svededug" i Turin, også selv om man ved hjælp af laboratorietekniske undersøgelser har bevist, at denne Svededug stammer fra middelalderen. Så vidt jeg ved har paven ikke bandlyst de videnskabsfolk, der fik som opgave at gennemføre disse undersøgelser og fandt ud af at klædet ikke var så gammelt, som man tidligere troede.
For én bestemt periode i vor historie gælder princippet om frihed for forskningen imidlertid ikke i de vestlige demokratiske samfund. De som stiller spørgsmål ved den traditionelle opfattelse af denne periode, risikerer sanktioner, social udstødning og fjernelse af eksistensgrundlag. For dette tidsafsnit er den kritiske tænkning ikke tilladt og fri forskning, der går ud over de af staten fastlagte dogmer, regnes for at være en synd. Det handler om årene 1941 til 1944.
2. Revisionisterne
Ofrene for den nævnte forfølgelse og sociale udstødning er de forskere, som man kalder for "revisionister". I forbindelse med 2. Verdenskrig anvendes denne betegnelse om historikere, der bestrider den gængse opfattelse af Tysklands og Japans ensidige ansvar og skyld i denne krig, og i særdeleshed de, der stiller spørgsmål ved "holocaust", altså den systematiske udryddelse af jøderne under Hitler, samt eksistensen af gaskamre i de nazistiske koncentrationslejre (3).
Revisionismens grundlægger var franskmanden Paul Rassinier, socialist, modstandsmand og fange i koncentrationslejrene Buchenwald og Dora-Mittelbau. Efter befrielsen skrev Rassinier bogen "Le Mensonge d'Ulysse" (Odysseus' løgn), hvor han kritisk analyserede koncentrationslejrfangernes beretninger. Titlen hentyder til den fromme løgner Odysseus, som ud over de hundrede lidelser, som han rent faktisk gennemgik, opfandt tusind andre. Det handler altså om menneskers trang til at fabulere og overdrive.
Selv om Rassinier i den nævnte bog mente, at gaskamrene nok havde eksisteret i virkeligheden, da der jo ikke går "røg uden ild", så kom han i sine fortsatte studier af emnet til den overbevisning, at disse gasninger rent faktisk ikke havde fundet sted, eller at de i givet tilfælde havde været udført af enkeltstående galninge. Rassinier døde i 1967. Hans efterfølgere, revisionisterne, er en meget lille minoritet, men trods dette vinder de i styrke og siden 1988 også talt David Irving, som måske er den største nulevende kender af Hitler og det Tredje Rige.
3. Er det muligt at tvivle på holocaust?
Så godt som alle tror på gaskamrene og på at Hitler myrdede millioner af jøder. Tusinder af bøger og hundredetusinder af avisartikler er blevet skrevet om holocaust. Der er også blevet lavet talløse film om emnet. Og ikke nok med det; skyldstyngede gerningsmænd har ved domstolene erkendt, at gaskamrene eksisterede ! Hvordan kan man betvivle denne overvældende bevismængde?
Tillad en sammenligning: På denne måde kan man også bevise, at der findes hekse. I århundreder troede hele Europa på hekse. Tykke bøger, skrevet af lærde mennesker, redegjorde for heksenes skændige gerninger. Utallige hekse kunne desuden selv, når de blev stillet for retten, fortælle at de på valborgsnatten var fløjet på deres koste i den fri luft op til Bloksbjerg (4), hvor de havde parret sig med den Onde. Altså findes der hekse.
Er det virkelig sådan, at mennesker i de sidste århundreder er blevet mere intelligente? Ville ikke alle, også i dag, tro på hekse, hvis vi havde hørt skrækhistorier om hekse fra vor tidlige barndom og hvis massemedierne dag efter dag kunne fortælle om deres uhyggelige gerninger?
4. Hvordan etablissementets historikere reagerer på revisionismen
Den som ikke i har beskæftiget sig særligt med jødernes historie i det Tredje Rige og de tyske koncentrationslejre, ville sikkert gerne høre en debat mellem en revisionist og en exterminationist (5). Desværre er der ingen mulighed for at overvære en sådan diskussion, for exterminationisterne ønsker ikke at deltage i denne debat. Medens revisionisterne bruger en stor del af deres tid på at læse modstandernes bøger og prøve deres teser, så nøjes de rettroende historikere med fraser, kanonader og forbandelser. Her er nogle eksempler på deres standard-"argumenter":
- "Holocaust er et bevist faktum".
Men det var også i årtusinder et bevist faktum at solen drejede rundt om jorden.
- "Den som tvivler på gaskamrene, håner det brune diktaturs ofre".
Viser vi virkelig 32.000 mennesker, som døde i koncentrationslejren Dachau en større respekt, hvis vi påstår at deres antal var 238.000, som man gjorde de første år efter krigen?
- "Revisionisterne er antisemitter og nazister."
Var socialisten og koncentrationslejrfangen Rassinier nazist? Det stemmer faktisk, at der blandt revisionisterne også findes mennesker, som bekender sig til nationalsocialismen. Men to plus to er jo lig med fire, også selv om en nationalsocialist siger det samme.
- "Revisionisterne er sådanne mennesker, som påstår at jorden er flad. Dem kan man ikke diskutere med."
Der findes faktisk mennesker, som mener at jorden er flad. Men ejendommeligt nok er der ingen mennesker, som bliver vrede over dette, og der har endnu ikke været eksempler på, at man har anlagt retssager mod disse mennesker. Ingen tager dem nemlig alvorligt, man opfatter dem som ufarlige tosser. Revisionisterne derimod betragter man ikke som ufarlige tosser, men man tager dem dødsens alvorligt. Hvorfor skulle man ellers lave særlige love, netop rettet mod dem?
5. Forfølgelse i stedet for dialog
I Frankrig vedtog nationalforsamlingen i 1990 den såkaldte "Gayssot-lov", som giver et års fængsel for alle, som ytrer tvivl om jødeudryddelsen. En tilsvarende lov blev vedtaget i 1992 i Østrig, hvor den giver fængsel i op til ti år for den der benægter holocaust. I andre lande betjener de herskende sig af gummiparagraffer, som "hetz mod en folkegruppe" eller "krænkelse af de dødes minde". En sådan paragraf skal efter Forbundsrådets mening også snart indføres i Schweiz.
Revisionistiske bøger og tidsskrifter er forbudte i mange lande. Den tyske statsvidenskabsmand Udo Walendy, der udgiver tidsskriftet "Historische Tatsachen", har måttet kæmpe mod censuren, som efter Forbundsrepublikkens forfatning egentlig ikke eksisterer. Dommer Wilhelm Stäglish, forfatter til bogen "Der Auschwitz-Mythos" fik sin pension reduceret og fik frataget sin doktorgrad. Derved anvendte myndighederne en lov om fratagelse af akademiske titler fra 1939, en lov som Hitler personligt undertegnede, hvilket man næsten kan sige er symbolsk. Robert Faurisson, som sammen med Arthur Butz er den førende revisionistiske tænker, er siden 1979 konstant blevet chikaneret. Man har frataget ham hans stilling som professor i fransk litteratur og tekstkritik ved universitetet i Lyon, med den begrundelse at universitetet ikke kan garantere for hans sikkerhed. Medierne sviner ham konstant til og ønsker ikke at publicere hans svar på kritikken. Domstolene idømmer ham høje bøder, som skal ruinere ham finansielt. Hans familie lever i frygt.
År 1989 viste "antifascisterne" hvilke slagkraftige argumenter de har. Tre muskuløse mænd fra gruppen "Fils de la mémoire juive" (6) overfaldt Faurisson der var ude at spadsere og mishandlede ham halvt til døde. Han overlevede dog - i modsætning til den franske historielærer Francois Duprat, som i 1978 blev sprængt i luften af en bilbombe.
Forfølgelse og fysisk terror, inklusive mord, i stedet for dialog. Statsligt forbud mod enhver åben diskussion - det må vække vores mistanke. Hvorfor forsvarer herskerne i den "frie verden" gaskamrene med et sådant dyrisk raseri? Indgår de i menneskehedens kulturarv ligesom pyramiderne og Peterskirken? Var verden mindre skøn, hvis der ikke i Auschwitz havde eksisteret nogle gaskamre, hvor en million værgeløse jødiske mænd, kvinder og børn blev dræbt med cyanidgas. Hvad er det for en historisk sandhed, som må forsvares ved at sætte dens kritikere i fængsel?
6. Hvorfor er exterminationisterne bange for dialog?
Årsagen til at den åbne debat mellem revisionisterne og exterminationister ikke finder sted er meget enkel. Lige siden 1979, da den tyske "ekspert i holocaust" Wolfgang Scheffler indlod sig på en diskussion med Faurisson i schweizisk TV og derved fik en ordentlig en på huden, har ledende exterminationister været bange for at afsløre sig selv på tilsvarende vis. Etablissementets historikere er nemlig særdeles bevidste om, at de i åben debat ikke har skyggen af chance. Den tese som gennem uophørlig hjernevask er blevet printet ind i hovedet på næsten alle vor tids mennesker, nemlig at tyskerne i det Tredje Rige gassede millioner af jøder, viser sig ved nærmere undersøgelse at være så uholdbar, at den er ikke kan forsvares overfor mennesker, som har sat sig ind i de faktiske forhold.
Men under sig over hvorfor løgnen opretholdes og hvorfor næsten ingen får noget at vide om revisionismen og dens argumenter. Årsagen er følgende: Spredningen af revisionisternes argumenter bliver forhindret af den mest fuldendte censur, som der nogensinde har fungeret, en censur som meget få overhovedet får at vide overhovedet eksisterer. Hvem der har gavn af denne censur, hvorfor den er livsnødvendig, hvordan den udøves og hvorfor den overhovedet eksisterer i vores ellers så tabubefriede samfund, er i sig selv et interessant spørgsmål. Hvorfor er det tilladt at tvivle på Gud Fader, hans Søn Jesus Kristus og Helligånden, men ikke tilladt at tvivle på gaskamrene i Auschwitz og Treblinka? Det kommer vi tilbage til.
7. Benægter revisionisterne jødeforfølgelserne under Hitler?
På ingen måde. Fra og med 1933 blev jøderne undertrykt og forfulgt i stadig større omfang. De blev drevet på flugt fra landet. De som i 1941 og senere levede indenfor det tyske magtområde, blev for størstedelens vedkommende samlet i ghettoer, sendt i arbejdslejr eller deporteret til Rusland, hvilket også betød, at de mistede deres ejendele. Under felttoget i Øst, skød de tyske tropper, de såkaldte "indsatsgrupper", mange jøder (det er umuligt at angive det præcise tal, men det drejer sig formentlig om titusinder).
Disse begivenheder er historisk beviste fakta. Til gengæld er følgende påstande ikke fakta, men løgne:
a) At der fandtes en plan for fysisk at udrydde jøderne.
b) At der i adskillige koncentrationslejre fandtes gaskamre til henrettelse af mennesker.
c) At der i kraft af Hitlers vold blev dræbt 5-6 millioner jøder.
Hvor mange jøder der rent faktisk omkom gennem krig og forfølgelse, er det ikke muligt at fastslå præcis i dag, idet forskningen om dette emne ikke er fri og uafhængige historikere ikke kan få adgang til de tyske, polske, russiske og israelske arkiver. Derfor må vi nøjes med estimeringer. Rassinier anslog antallet af jøder, som omkom på grund af krig og forfølgelse inden for Hitlers indflydelsesområde, til at være ca. 1 million. Andre revisionister, som Walter Sanning, som har lavet det banebrydende demografiske studie "The Dissolution of the Eastern European Jewry", hvor han bygger næsten udelukkende på allierede og jødiske kilder, kommer frem til et betydelig lavere tal. Der var mange årsager til at jøder døde. Flere hundrede tusind, muligvis op til en million jøder, døde i ghettoen og i koncentrationslejrene, og den væsentligste årsag var epidemier og udmattelse. Mange andre faldt som offer for krigshandlinger og krigsforbrydelser, såsom ødelæggelsen af Warshawas ghetto og indsatsgruppernes massakrer, eller de blev dræbt under pogromer (7). Alt dette er forfærdelig nok, men det kan ikke moralsk forsvare, at man øger antallet af ofre 6 - 12 gange og opfinder løgnen om gaskamre. Den eneste årsag til dette er, at man ønsker at bruge disse historier til et politisk-propagandistisk formål.
8. Hvad mente nazisterne med "den endelige løsning af jødespørgsmålet"?
Da Hitler kom til magten i 1933, vidste enhver at han var fanatisk antisemit. Hadefulde angreb mod jøderne udgør en stor del af Hitlers "Mein Kampf", og i henhold til det nationalsocialistiske partiprogram kunne ingen være jøde og tysk statsborger på samme tid.
De mange slags chikanerier og forfølgelser, som jøderne blev udsat for efter 1933, havde det formål at drive dem ud af landet. For at fremme den jødiske udvandring, arbejdede nationalsocialisterne tæt sammen med zionistiske kredse, som var interesserede i at få så mange jøder som muligt til at slå sig ned i Palæstina (om dette samarbejde, som i dag bliver tiet ihjel, fortæller Heinz Höhne i sig standardværk om SS, "Der Orden under dem Totenkopf".
Inden Hitler vedtog en eneste jødefjendtlig lov, startede de jødiske organisationer i USA, England og andre steder, en vældig boykotkampagne, som tilføjede Tyskland enorme økonomiske skader. Da nazisterne ikke kunne ramme ophavsmændene til denne kampagne, lod de deres vrede gå ud over de tyske jøder. Det var zionisternes hensigt at provokere Hitler til en stadig hårdere antijødisk undertrykkelse, for på denne måde at fremme de tyske jøders emigration til Palæstina.
Indtil år 1941, hvor al udvandring blev forbudt (forbudet var dog ikke helt konsekvent), var 2/3 af de tyske jøder gået i landflygtighed, og de som var blevet tilbage var for det meste ældre mennesker. Efter Østrigs sammenslutning med Tyskland, udvandrede de fleste af Østrigs jøder, og det samme gjorde en stor del af de tjekkiske jøder efter Tjekkoslovakiets opløsning i 1939.
Efter 2. Verdenskrigs udbrud så det ud som der var en mulighed for at virkeliggøre Madagaskar-planen, som handlede om at skabe en jødisk stat på Madagaskar. Men Pétain (8) ville ikke afgive øen, og briterne kontrollerede havadgangen. Derfor overvejede man i stedet at skabe et jødisk bosættelsesområde i Østeuropa.
År 1941 startede massedeportationerne. Hundredetusinder af jøder blev sendt i arbejdslejre eller til Rusland (som mellemstation tjente Polen). Denne politik havde følgende årsager:
- Da næsten alle kampføre mænd befandt sig ved fronten, havde tyskerne et stort behov for arbejdskraft.
- Jøderne, som givetvis stod på de allieredes side, blev betragtet som en sikkerhedsrisiko.
- Krigen gav nazisterne en belejlig anledning til t gennemføre "den endelige løsning af jødespørgsmålet".
At nazisterne med denne "endelige løsning" ikke mente jøderne fysiske udryddelse, men deres bosættelse i Østeuropa, fremgår klart at deres dokumenter. Således skrev Hermann Göring d. 31.7.1941 til Heydrich:
"Foruden den opgave, som De allerede har fået, med forordningen af 24.1.1939 om at finde en løsning på det jødiske spørgsmål, som efter tidens forhold er så god som mulig i form af udvandring eller evakuering, giver jeg Dem hermed samtidig den opgave at træffe alle nødvendige forberedelser af organisatorisk og materielt henseende, for at finde en helhedsløsning af det jødiske spørgsmål inden for det tyskkontrollerede område i Europa..... Jeg giver dem desuden den opgave snarest muligt at fremlægge et samlet udkast vedrørende de organisatoriske og materielle forberedelser til gennemførelsen af den valgte endelige løsning af det jødiske spørgsmål". (9)
På Wannsee-konferencen i Berlin den 20. januar1942, hvor man efter den traditionelle legende besluttede at udrydde jøderne, talte man rent faktisk ikke om andet end at flytte dem, hvilket også entydigt fremgår af mødeprotokollen (dokumentets ægthed betvivles i øvrigt af nogle revisionister som Stäglich og Walendy). Og d. 21.8.1942 skrev en af konferencedeltagerne, Martin Luther, fra udenrigsministeriet, i en note:
"Princippet for den tyske politik i forhold til jøderne efter magtovertagelsen, er med alle midler at fremme den jødiske udvandring.... Den nuværende krig giver Tyskland mulighed og pligt til at løse det jødiske spørgsmål i Europa.....På grundlag.... af den nævnte anvisning af Føreren er man begyndt at evakuere jøderne fra Tyskland. Det er nærliggende i denne forbindelse også at tage de jødiske medborgere i de lande, der som os, har tager initiativer mod jøderne..... Antallet af de jøder som på denne måde blev drevet mode Øst var ikke tilstrækkeligt til at man der kunne dække behovet for arbejdskraft" (Nüremberg-dokument, NG-2586).
De exterminationistiske historikere anvender nu den særdeles dårlige forklaring, at ord som "evakuering" og "udvandring" bare var dækord for "gasning". Det siger sig selv at man sendte jøder til Rusland, sandsynligvis over en million, som de tyske dokumenter opgiver. Og da man savner enhver form for dokument-bevis for jødeudryddelsen og eksistensen af gaskamre, ser exterminationisterne sig tvunget til at tolke de foreliggende dokumenter sådan, selv om det ikke står i dem.
9. Koncentrationslejre.
Knap to måneder efter Hitlers magtovertagelse indrettede man den første koncentrationslejr i Dachau; andre fulgte efter. Før krigen havde lejrene ingen økonomisk betydning. De tjente til at isolere mennesker, som den nationalsocialistiske regering anså som farlige for staten. Til de forskellige fangekategorier hørte de politiske ("røde"), de kriminelle ("grønne"), de asociale eller "sorte" (tiggere, landstrygere, prostituerede osv.), "bibelforskerne" (dvs. sektmedlemmer som nægtede militærtjeneste) og de homoseksuelle.
Indtil 1938 sendte man kun jøder til disse lejre, hvis de tilhørte en af de nævnte grupper. Først i november 1938, efter mordet på en tysk diplomat i Paris og den berygtede "krystalnat", begyndte man at sende jøder i almindelighed til koncentrationslejrene, alene fordi de var jøder. Af disse ca. 30.000 som blev indfanget i denne forbindelse, blev de fleste dog snart løsladt igen.
Før krigen varierede det totale antal af fanger i lejrene (de kriminelle indregnet!) mellem nogle tusinde og nogle titusinder.
Efter krigsudbruddet blev der lavet lejre overalt på det tyskkontrollerede område fra Struthof/Natzweiler i Elsas til Majdanek i "Generalguvermentet", det besatte Polen. Til sammen fandtes der til slut 14 større og et par mindre koncentrationslejre. Dertil kommer omkring 500 såkaldte arbejdslejre med fra hundrede til over tusinde fanger.
Disse "arbejdslejre" var oprettet i forbindelse med industrivirksomheder, og tvangsarbejderne blev leveret til disse lejre fra de normale koncentrationslejre. De fanger som døde i "arbejdslejrene" figurerer i statistikken for de koncentrationslejre, hvor de arbejdede.
Lejrene spillede en væsentlig rolle i krigsindustrien. I Auschwitz, den største koncentrationslejr, eksperimenterede man blandt andet med fremstilling af syntetisk gummi, en råvare som man behøvede for at producere bildæk og som derfor var krigsnødvendig. I koncentrationslejren Dora-Mittelbau, som var særlig frygtet på grund af sine hårde arbejdsvilkår, byggede man raketter som Hitler, helt frem til 1944, håbede kunne være med til at vende krigslykken.
Det var ikke statens politik at mishandle fanger, for regimet var interesseret i at arbejdskraften var så frist og stærk som muligt. Alligevel foregik der dog stadige overgreb og grusomheder. Intet reglement er jo bedre end de mennesker, som man har sat til at gennemføre det, og det var sandsynligvis ikke samfundets bedste borgere, som man anvende til tjeneste i koncentrationslejrene. I mange lejre forøvedes den værste vold dog ikke at SS, men af kriminelle, som terroriserede de politiske fanger efter alle kunstens regler. Den østrigske lejr Mauthausen var formentlig den værste med hensyn til umenneskelighed. Man greb derfor strengt ind overfor SS-chefer som fejlede. Karl Koch, kommandanten i Buchenwald, blev således dømt til døden for korruption og mord. Hermann Florstedt, den berygtede kommandant for Majdanek, blev hængt foran de forsamlede fanger.
Mellem d. 1.7.1942 og d. 30.6.1943 døde 110.812 koncentrationslejrfanger, hvilket fremgår af statistikken som general i SS, Oswald Pohl, lavede for Hitler. At lejren ikke blev tømt, skyldes at de henrettede løbende blev erstattet med nye fanger. I august 1943 var det samlede antal koncentrationslejrfanger således 224.000, og et år senere var det 524.000.
De fleste dødsfald skyldtes epidemier. Især var forskellige former for tyfus, som blev overført af lus, frygtede sygdomme. Derfor indførte man et middel til bekæmpelse af disse lus, og det hed zyklon B. Det er det middel, som mytomanerne senere har hævdet at man brugte til at henrette mennesker med.
Bortset fra de kaotiske sidste måneder af krigen var den værste tid i lejren sommeren og efteråret 1942. I denne tid døde i Auschwitz flere end 300 mennesker om dagen af tyfus, som også krævede mange ofre blandt SS-mandskabet. Indenfor Auschwitz-komplekset skete de fleste dødsfald i Birkenau, som lå 3 kilometer vest for stamlejren og hvor man havde den funktion at være lejr for de syge. I visse perioder døde i Birkenau flere mennesker end i alle andre lejre til sammen. Denne "dødslejr" Birkenau, hvor 60.000 - 80.000 fanget døde, hovedsagelig af sygdomme (der forekom også henrettelser og mord) blev senere i legenden til en "dødslejr", hvor der efter "historikerne" blev myrdet mellem en og fire millioner mennesker. For at brænde ligene efter de smitsomme sygdomme, havde man brug for krematorier, og til ligenes opbevaring inden kremeringen, skulle man bruge ligrum. Disse rum er i legenden senere blevet kaldt for "gaskamre". Også bruserummene blev i legenden omdøbt til at være "gaskamre". Og sorteringen af fangerne i arbejdsduelige og ikke-arbejdsduelige blev til "sortering til gasning". Således opstod den mest ødelæggende løgn i vort århundrede: Auschwitz-løgnen.
Den absolutte katastrofe indtraf under krigens sidste forfærdelige måneder. Da englænderne og amerikanerne i 1945 befriede den ene lejr efter den anden og fandt tusinder af ubegravede lig og titusinder af mennesker der var næsten døde af sult. Fotografierne af dette blev sendt ud over hele verden som bevis for et massemord uden sidestykke. I virkeligheden havde massedøden intet at gøre med nogen form for udryddelsespolitik. Dette ses af dødstallene for de enkelte lejre.
Her er tallene for Dachau (10):
1940: 1.515 døde
1941: 2.576 døde
1942: 2.470 døde
1943: 1.100 døde
1944: 4.794 døde
1945: 15.384 døde
De sidste fire måneder lejren eksisterede, døde der altså flere fanger end under alle de tidligere krigsår til sammen! Endnu efter at amerikanerne havde befriet lejren, døde der dog 2.000 fanger af udmattelse.
Årsagerne til den frygtelige massedød var følgende:
1. I stedet for helt at overlade fangerne i de østlige lejre til de fremrykkende russiske tropper, evakuerede nazisterne dem mod vest. Da jernbanelinierne for størstepartens vedkommende var sønderbombede, blev disse fanger tvunget til i titusindvis at vandre i ugevis gennem sne og is til det indre Tyskland, og en stor del af disse fanger kom aldrig til at opleve krigens slutning. I de lejre, hvor de som overlevede evakueringen blev optaget, manglende man barakker, latriner, mad, medicin, kort sagt alt. Grunden til den vanvittige evakueringspolitik var, at man ikke ville lade nogle arbejdsduelige eller potentielle soldater falde i russernes hænder. De syge, eksempelvis i Auschwitz, fik derfor - som de eneste - lov til at blive og blev befriet af den Røde Hær.
2. I efteråret 1944 strømmede millioner af flygtninge fra de af Sovjetunionen erobrede tyske områder mod vest. Samtidig foretog englænderne og amerikanerne terrorbombardementer af flere byer, der blev lagt i ruiner og fik ødelagt deres infrastruktur. Under disse omstændigheder døde også i frihed utallige mennesker af udmattelse og epidemier.
Den amerikanske pilot Chuck Yeager, der var den første der sprængte lydmuren, skrev i sin selvbiografi (11) at hans eskadrer havde som opgave at skyde på alt, hvad der bevægede sig indenfor et område på 50 kvadratkilometer.
"Tyskland kunne ikke så let opdeles i civile og militære. Bonden, der gik på sin kartoffelmark, var jo med til at producere mad til tyske tropper."
De allierede fremkaldte altså en frygtelig hungersnød med deres terrorbombardementer og siden anklagede de så tyskerne for ikke at kunne skaffe tilstrækkelig føde til lejrfangerne !
Trods alt dette, fandt befrierne af lejre som Bergen-Belsen, Buchenwald og Dachau ved siden af bunker af lig og vandrende mennesker, der lignede skeletter, også friske og velnærede fanger, som man klogt nok ikke ønskede at vise nogle fotografier af.
Der findes historiske paralleller til massedøden på grund af epidemier i nazisternes koncentrationslejre, eksempelvis fra den amerikanske borgerkrig. I unionssidens fangelejr Camp Douglas og Rock Island var det månedlige dødstal mellem 2 og 4 procent, og længere mod syd, i Andersonville, omkom 13.000 af de 52.000 fangne unionssoldater. Under boerkrigen internerede briterne omring 120.000 civile boere og titusinder af sorte afrikanere; af disse fanger døde ca. hver sjette. Hverken fangerne i den amerikanske borgerkrig eller dem fra boerkrigen blev udryddet med vilje; næsten alle døde de af epidemier, som man ikke kunne kontrollere. Dødsraten kan gennemgående sammenlignes med den for Dachau (16% døde) og Buchenwald (14% døde).
Registreringskontoret Arolsen (Forbundsrepublikken Tyskland) registrerer de dokumenterede dødsfald i koncentrationslejren. Her følger de cifre, som blev givet i slutningen af 1990:
Maunthausen: 78.851 døde
Auschwitz: 57.353 døde
Buchenwald: 20.686 døde
Dachau: 18.455 døde
Flossenbürg: 18.334 døde
Stutthof: 12.628 døde
Gross-Rosen: 10.950 døde
Majdanek: 8.826 døde
Dora-mittelbau: 7.467 døde
Bergen-Belsen: 6.853 døde
Neuengamme: 5.780 døde
Sachsenhausen-Oranienburg: 5.013 døde
Netzweiler/Struthof: 4.431 døde
Ravensbrück: 3.640 døde
I statistikken fra Arolsen finder man også Theresienstadt (29.339 døde), som dog ikke var nogen egentlig koncentrationslejr, men en ghetto hovedsagelig for gamle og privilegerede jøder.
Arolsen gør opmærksom på, at statistikken er ufuldstændig. Dødsfald, som allerede er registreret hos andre myndigheder, opføres ikke igen, og fra flere af lejrene savnes en del informationer.
Hvis man vil beregne antallet af dem som omkom i koncentrationslejrene med en fejlmarginal på nogle tusinde, så er der ikke nogen bedre kilde end Arolsen, som har adgang til flere dokumenter end nogen anden myndighed i verden. Imidlertid står Arolsen i den tyske regerings tjeneste, og denne regering frygter den historiske sandhed som djævelen frygter vievandet. Derfor lader Arolsen ikke uafhængige forskere komme ind i sit arkiv og udspreder desuden i sine brochurer den oplysning, at der ikke er bevaret noget materiale fra udryddelseslejrene. Og heri har de ret. At der ikke findes noget sådant materiale, har én simpel grund: Der har aldrig eksisterer sådanne udryddelseslejre. Det ved ingen bedre end Arolsen selv.
Angående Dachau og Buchenwald, er tallene, så vidt vi ved, omdiskuterede. I 1990 gjorde russerne dødslisterne fra Auschwitz, som hidtil havde været låst væk, tilgængelige for det internationale Røde Kors. De dækker, med nogen usikkerhed, tiden fra august 1941 til december 1943 og de indeholder 66.000 navne. Hvor de resterende dødslister findes, siges at være ukendt. Man ved dog at dødeligheden i Auschwitz var størst i 1942 og 1943 på grund af tyfusepidemierne på dette tidspunkt, og derfor antager vi at det samlede antal er ca. 100.000. Vi kan derfor drage følgende konklusion:
1. Sandsynligvis døde fra 1933 - 1945 mellem 500.000 og 700.000 mennesker i nazisternes koncentrationslejre.
2. Mindre end halvdelen af disse mennesker var jøder, da disse i mange lejre kun udgjorde en lille minoritet (i Auschwitz var den jødiske andel af fangerne ved krigens slutning dog ca. 80%).
3. Højst sandsynligvis døde flere jøder udenfor lejrene end indenfor.
10. Massakrerne ved østfronten
Den 22. juni 1941 marcherede Hitlers soldater ind i Sovjetunionen, hvormed han mente at komme et sovjetisk angreb i forkøbet (Hitlers frygt for russerne kan man læse nærmere om i russeren Viktor Suvorov's studie "Der Eisbrecher. Hitler in Stalins Kalkül").
Krigen førtes fra staten med uhørt brutalitet. Bagved de tyske linier igangsatte sovjetmagten en partisankrig (i strid med folkerettens regler), og dette reagerede tyskernes på på samme måde som franskmændene senere gjorde i Algeriet, amerikanerne i Vietnam og russerne i Afghanistan, nemlig med hensynsløs terror mod uskyldige. Den som vil afholde sig fra at begå krigsforbrydelser, må afholde sig fra at gå i krig.
Kommissærer, dvs. kommunistiske politiofficerer, blev som regel likvideret umiddelbart efter tilfangetagelsen. Man skød eller hængte også partisaner. Til slut blev det også normalt at henrette gidsler, som hævn for angreb på tyske soldater. Kommissærerne var for det meste jøder og jøderne var også stærkt repræsenteret i partisanbevægelsen, hvilket de sovjetiske kilder selv fremhæver. De officerer, som fik til opgave af henrette gidsler, har sikkert også hellere villet finde jødiske gidsler end ikke-jødiske til at stille for eksekutionspuletonerne. Man skød sikkert også mange jøder, som hverken var kommissærer, partisaner eller gidsler, "for en sikkerheds skyld" så at sige, da de a priori "kunne mistænkes for bolsjevisme". Her blev grænsen mellem guerillabekæmpelse og rasemord altså uklar.
I henhold til "indsatsrapporterne" likviderede indsatsgrupperne alene i de første krigsår 2 millioner sovjetiske jøder. Disse tal må man formode er grove overdrivelser (end ikke Raul Hilberg, "holocaustekspert nummer et", tager disse tal alvorligt), men fakta er dog dystre nok: titusinder af jøder, herunder kvinder og børn, blev myrdet, og det blev et stort antal ikke-jøder også.
11. Hvorfor fandt sejrsmagterne på historierne om folkemordet og gaskamrene, ud over de virkelige tyske ugerninger?
Efter at de allierede i to verdenskrig havde haft et sådant besvær med tyskerne, ville de være sikre på i de kommende årtier at få Tyskland isoleret internationalt, og på at dets folk var så tilpas demoraliseret, at det ikke inden for en overskuelig fremtid igen ville kunne føre en selvstændig politik. De forbrydelser, som tyskerne havde begået, var imidlertid ikke nok, da de besejrede jo kunne råbe "Tu quoque" - "Også du !" - til sejrherrerne. Hvis de blev kritiseret for fordrivelsen af jøderne fra 1933 til 1941 kunne de over for dette fremhæve den væsentlig større brutalitet, som var anvendt ved fordrivelsen af øst- og sudetertyskerne fra og med 1944; overfor de nazistiske koncentrationslejre kunne man stille lejrene i det sovjetiske Gulagarki-Pelagen, hvor mange flere mennesker omkom; overfor den barbariske og militært meningsløse ødelæggelse af Warshawa, kunne man stille den ikke mindre barbariske og militært meningsløse ødelæggelse af Dresden.
Derfor opfandt de sejrende magter en forbrydelse, som var enestående i menneskehedens historie: holocaust, den systematiske udryddelse af et helt folk, fra spædbarn til hundredårige oldemødre, i gaskamre.
12. Det officielle billede af holocaust.
Efter den ortodokse historieskrivning begyndte massemordet på jøderne allerede i 1941, men den endelige udryddelse af dette folkeslag blev dog først besluttet på Wannsee-konferencen i 1942. Mellem 5 og 6 millioner jøder skal være blevet dræbt under Hitler. En mindre del af ofrene skal være blevet dræbt i ghettoen og være døde af sult og sygdomme, men de fleste blev myrdet: I Sovjetunionen gennem massehenrettelser og i biler, hvor man ledte gas ind, og i de seks "dødslejre" gennem gasning.
I henhold til etablissementets historikere fandtes disse seks dødslejre på polsk område, inklusive det polske område, som tyskerne annekterede i 1939. Det handler om lejrene Auschwitz, Majdanet, Belzec, Sobibor, Treblinka og Chelmno. I Chelmno skal massakrerne være blevet gennemført v.hj.a. gasbiler, i de fem øvrige dødslejre med stationære gaskamre.
Auschwitz og Majdanet skal have været "blandingslejre", både arbejds- og dødslejre, hvor de arbejdsduelige jøder blev sat til slavearbejde og de ikke-arbejdsduelige, efter sortering, blev gasset. Derimod skal de øvrige fire lejre have været rene dødscentre. De eneste jøder, som der fik lov til at overleve en kort tid, skal have været dem, som man havde brug for til at udføre arbejde. Af sikkerhedsårsager skal man også med jævne mellemrum have gasset disse "arbejdsjøder" og erstattet dem med andre.
Man begyndte først at skelne mellem "normale koncentrationslejre" og "dødslejre" omkring år 1960. Inden da tog man det for givet, at næsten enhver koncentrationslejr havde haft gaskamre og altså havde været en dødslejr. I Dachau fandtes i mange år en mindetavle, hvor man mindedes de 238.000 døde, og mennesker som i 50-erne Forbundsrepublikken ytrerede tvivl om eksistensen af gaskamre i Dachau, risikerede at komme i fængsel. Hvad angår Dachau har man nu accepteret den revisionistiske opfattelse: antallet af dødsofre var ikke 238.000 men 32.000, og ingen Dachau-fange blev gasset. Hvad angår Auschwitz vil revisionisterne ikke opnå andet, end hvad man allerede har accepteret m.h.t. Dachau, nemlig at antallet af dødsofre reduceres til ca. en tiendedel (fra en million til ca. 100.000) og at man gør sig klart, at historien om gaskamre i Auschwitz er en propagandaløgn, ligesom historien om gaskamrene i Dachau var det.
Hvad angår "dødslejrene" antager en "specialist i folkedrab" Wolfgang Scheffler i sin bog om "Judenverfolgungen im Dritten Reich" (12) at man kan gå ud fra de følgende "forsigtige minimumstal":
Auschwitz: "langt over en million" døde
Treblinka: 750.000 døde
Belzec: 600.000 døde
Chelmno: 300.000 døde
Sobibor: 500.000 døde
Majdanek: 250.000 døde
Det store flertal af de døde skal have været jøder, hvilket betyder at over 3 millioner jøder døde i de 6 lejre.
13. Fraværet af enhver form for dokumentation om folkedrabet
Nazisterne var præget af tysk grundighed og alting blev registreret. Derfor findes der stadig over 3.000 tons dokumenter fra det Tredje Rige. Beslutninger om drab, som Hitler personligt beordrede, findes grundigt dokumenteret, som f.eks. "eutanasiaktionen", drabet på de ubehjælpeligt syge. Da en så vældig operation som det at myrde flere millioner mennesker i gaskamre, nødvendigvis må have krævet en betydelig administrativ indsats, må man formode, at der også ville kunne findes en stor mængde dokumenter om dette folkemord. Men i virkeligheden findes der ikke et eneste tysk dokument om nogen plan for udryddelse af jøder eller om indretning af gaskamre, bortset fra de dokumenter der viser, at man brugte disinfektionsgaskamre til udryddelse af lus. Dette erkender exterminationisterne også. Den juridiske "ekspert i holocaust" Léon Poliakov skriver i sin bog "Bréviaire de la haine" (13): "
Arkiverne fra det Tredje Rige og naziledernes forklaringer gør det muligt for os i detaljer at rekonstruere hvordan aggressionsplanerne, felttogene og hele spektret af handlinger, hvormed nazisterne ville omforme verden, opstod og blev udviklet. Kun udryddelsen af jøderne forbliver i høj grad et dunkelt kapitel, både hvad angår formålet og på mange andre punkter. Logiske konklusioner og psykologiske bedømmelser, samt oplysninger fra tredje og fjerdehåndskilder, gør det dog muligt for os nogenlunde korrekt at rekonstruere, hvordan denne plan blev udviklet. Imidlertid vil mange detaljer altid forblive ukendte for os. Hvad angår den overordnede plan for udryddelsen angår, så er de tre eller fire hovedansvarlige ikke længere i live. Intet dokument kan findes - og måske har der aldrig eksisteret et sådant."
Lad os sammenligne Wolfgang Schefflers dødstal med statistikken fra Arolsen. Her konstaterer vi at hvad angår Auschwitz og Majdanek, så findes kun en brøkdel af de påståede ofre registreret, medens de fire såkaldte "rene dødslejre", Belzec, Sobibor, Treblinka og Chelmno, helt savnes i Arolsens statistik (det kan være at de måske optrådt under rubniken "Diverse", hvor der var 4.704 dokumenterede dødsfald). Medens der altså er særdeles god dokumentation for 4.431 dødsfald fra den relativt lille koncentrationslejr Struthof/Natzweiler, så savnes ethvert spor af de 1,9 millioner, som man hævder blev myrdet i de fire "rene dødslejre". De 1,9 million lig er forsvundet uden at der er så meget som aske tilbage, og af gaskamrene findes ikke en eneste sten tilbage. Hvordan forklarer exterminationisterne disse mærkværdigheder?
De siger at nazisterne ønskede at hemmeligholde mordet på jøderne for det tyske folk og for verden. Derfor gav de kun gasningsordrerne i mundtlig form, og - når det var nødvendigt med skriftlige ordrer - så ødelagde man dem efterfølgende. Ligene efter gasningerne blev brændt, asken strøet ud og gaskamrene ødelagt (bortset fra dem i Majdanek og i stamlejren i Auschwitz, for det var der ikke tid til). De fire gaskamre i Auschwitz-Birkenau havde de ganske vist godt kunnet nå at springe i luften, men de havde ikke kunnet nå at fjerne sprængstykkerne.
Her er et lille tankeeksperiment: Vi antager at den schweitziske regering beslutter at myrde alle i Schweitz bosatte udlændinge, altså omkring 1,4 million. For at skjule denne udåd giver man befalingen om dette massemord i mundtlig form og befaler også, at alle ligene skal skaffes af vejen. Ville det være muligt totalt at skjule sporene efter en sådan massakre? Ville ikke utallige spor og efterladenskaber stadig kunne vise, hvad der var sket? Ville det ikke være mærkeligt, om der pludselig ikke mere boede udlændinge i Schweitz?
Eksemplet illustrerer hvad jeg mener. Uanset om Tyskland vandt eller tabte krigen, ville folkemordet ikke kunne skjules. Hvorfor skulle man så lave alle disse mærkelige ting?
14. Historieforfalskernes akilleshæl
Så godt som ethvert menneske som er vokset op i et af de vestlige samfund tror at gaskamrene har eksisteret. Næsten ingen kender til følgende fakta:
- I en normalt mordsag forventer man en ekspertudtalelse om mordvåbenet, uanset om det er en revolver, en kniv, en hammer eller en økse. Derimod har man ikke ved nogen naziretssag, hvor der handlede om mord på millioner af mennesker, bedt om at få en tilsvarende udtalelse.
- Ingen kemiker eller ingeniør, havde nogensinde undersøgt gaskamrene i Majdanek og Auschwitz eller ruinerne af gaskamrene i Birkenau, inden den amerikanske gaskammerspecialist Fred Leuchtner, med en lille arbejdsgruppe, rejste til Polen i februar 1988 og undersøgte gaskamrene nærmere. Men Leuchter gjorde dette efter opfordring fra revisionistisk side.
- Man har aldrig foretaget en obduktion af en død koncentrationslejrfange, hvor man har kunnet fastslå, at den pågældende var død p.gr.a. gasning.
Men kan roligt læse exterminationisternes standardværker: Hilbergs "Vernichtung der europäischen Juden", Reitlingers "Final Solution", Poliakovs "Bréviaire de la haine", Lucy Dawidowicz's "The War Against the Jews", Langbeins "Menschen in Auswitz", Kogons "SS-Stat" eller Wolfgang Benz's udgivelse fra 1991 med titlen "Dimension des Völkermords".
Ikke i et eneste af disse standardværker findes så meget som antydning af en forklaring på hvordan gaskammeret, det påståede mordinstrument, skulle have fungeret. Heller ikke Georges Wellers "Les chambres á gaz ont existé" eller J. C. Pressac "Technique and Operation of the Gas Chambers" giver os et billede af disse gaskamre. Ud over de nævnte bøder, kan man læse alt hvad man vil om holocaust, inklusive de mange "beretninger fra de overlevende", men intet sted vil man finde en teknisk beskrivelse af gaskamrene! De eneste, der har interesseret sig for de tekniske forudsætninger for gaskamrenes virkemåde, er nemlig revisionisterne.
Ditlieb Felderer, en svensker af østrigsk oprindelse, begyndte at beskæftige sig med de tyske koncentrationslejre, da han i sin egenskab af Jehovas Vidne ville finde ud af noget om de 60.000 af hans trosfæller, som man hævdede, at nazisterne havde myrdet. Efter mange års forskning kunne Felderer fastslå, at nazisterne ikke havde myrdet 60.000 Jehovas Vidner, men derimod 203. Under sin forskning tog Felderer 30.000 fotografier af "dødslejrene" og deres omgivelser og han undersøgte indgående deres krematorier og "gaskamre". Han kom til det resultat, at "gaskamrene" aldrig kunne have fungere, at "øjenvidneskildringerne" om gasning var fulde af udsagn om krematorierne, som umuligt kunne være sande, og at disse under ingen omstændigheder havde kunnet præstere tilnærmelsesvis så meget, som det hævdes at de kunne. Som staf for sin forskning blev han sat i svensk fængsel og blev efter sovjetkommunistisk forbillede, udsat for retspsykologisk undersøgelse.
Franskmanden Robert Faurisson, professor i litteratur og tekstkritik, gik ud fra at ethvert seriøst studium af gaskammerproblemet måtte begynde med at studium af gasningsteknikkerne og af det insektmiddel, som man påstod var blevet anvendt til massmordet, nemlig zyklon B:
"Jeg ville vide hvordan man afliver mink med gas, hvordan man gasser ræve, hvordan man i USA gennemfører henrettelser v.hj.a. gas. Derved kunne jeg konstatere at man i de aller fleste tilfælde anvender cyanidgas (Interview med Faurisson i det italienske tidsskrift "Storia Illustrata" (14).
15. Gaskamrene i USA
Robert Faurisson var den første forsker, som blev overbevist om at arbejdet med de påståede tyske henrettelsesgaskamre måtte begynde med et studie af gaskamrene i USA.
Den første henrettelse af en morder med gas fandt sted i 1924 i Nevada. Derefter begyndte andre amerikanske delstater også at benytte denne henrettelsesmetode, som man mente var den mest humane. Som dræbende middel anvendtes cyanidgas. En henrettelse med gas er en meget kompliceret proces. Forberedelserne, henrettelsen selv og den efterfølgende rengøring af dødskammeret, tager flere timer. Det hele omfatter, eksempelvis i fængslet i Baltimore, ikke mindre end 47 trin, hvoraf nogle er temmelig indviklede. Gaskammeret må være absolut hermetisk lufttæt, eller bliver henrettelsen livsfarlig for fængselspersonalet og vidnerne.
Man spænder den dødsdømte fast på en stol. Derpå lader man et antal cyanidtabletter falde ned i et glas med svovlsyre. Tabletterne opløses, og den dødelige gas frigives. Den dømte indånder denne og bliver bevidstløs efter ca. 45 sekunder. Tre minutter senere indtræffer døden. Gassen uskadeliggøres derefter i en luftrenser og ledes ud gennem en skorsten. Kammeret må derefter ventileres i 20 minutter, inden en læge og to medhjælpere, iført beskyttelsesudstyr, beskyttelseshandsker og gasmasker, kan træde ind og bære liget ud. Da det aldrig kan udelukkes, at der slipper en smule af den giftige gas ud, har man førstehjælpsudstyr og et konstant beredskab klar for dem, der står udenfor gaskammeret.
Der er ikke grund til at undre sig over, at stadig flere amerikanske delstater går bort fra denne utrolig dyre, komplicerede og farlige henrettelsesmetode og erstatter den med en anden: giftinjektion. (15).
16. Zyklon B og de tyske aflusningskamre
Insektudryddelsesmidlet zyklon B anvendes stadig i dag til desinfektion af siloer, skibe o.a., men også til gasning af rævegrave (for at undgå spredning af rabies). Under 2. Verdenskrig blev dette middel anvendt i mange koncentrationslejre, også i de lejre som alle historikere i dag er enige om, at der ikke fandtes henrettelsesgaskamre i. Man regner med at ca. 25 millioner stykker tøj er blevet afluset med zyklon, og denne sanitære foranstaltning har uden tvivl redder livet for flere hundredetusinde lejrfanger, deriblandt ikke så få jøder, som ellers ville været døde af tyfus udspredt af lus.
Zyklon blev leveret i form af små skiver eller kugler i lufttætte forpakninger. Som bærende substans brugte man træfiber eller et materiale kaldet "diagrus" (16), der nærmest kan beskrives som en kornlignende, rødbrun masse. Når dette materiale fik kontakt med luften blev gassen frigjort. Hvor længe den kemiske proces varede, afhang af lufttemperaturen. Ved en temperatur på 25 grader Celsius tager det omkring en halv time før det meste af gassen er frigjort, ved lavere temperatur tager det en del længere tid.
Lad os nu, ved hjælp af tyske dokumenter, se hvordan zyklon B blev anvendt rent praktisk.
Til aflusning af klæder anvendtes i for det meste de desinfektionskamre, som blev konstrueret af DEGESCH (Tysk selskab for skadedyrsbekæmpelse). Disse kamre havde en standardstørrelse på 10 kubikmeter og de kunne aflukkes hermetisk.
De klæder, som skulle afluses, blev hængt op enten på en stang eller blev lagt på en vogn, som kunne køres ind og ud. Kammeret blev varmet op til mellem 25 og 35 grader Celsius. Gennem et cirkulationssystem blev gassen spredt rundt i kammeret, efter at den var blevet frigjort fra zyklon-granulaten. Det samme cirkulationssystem anvendte man til at forvarme kammeret med varm luft. Når processen gik i gang, blev dåsen med zyklon automatisk åbnet og dens indhold tømt ud på et underlag; derved undgik man at granulaten havnede på gulvet og at den derved kunne afgive gas flere timer senere og derved skade dem der skulle rengøre kammeret.
Gasningstiden var mindst en time og ventilationstiden 15 minutter. Derefter tørrede man de aflusede klæder i det fri. Kamrene måtte kun anvendes af særligt uddannet personale (17).
Andre forskrifter gælder givetvis for aflusning af genstande, som man ikke kan varme op og lukke hermetisk inde, som f.eks. huse, skibe etc. Hvordan man rent praktisk gennemførte gasning af en bygning, beskriver en brugsanvisning, som blev udgivet i 1942 af Sundhedsministeriet for Böhmen og Mähren med titlen "Richtlinien für die Anvendung von Blausüre (Zyklon) zur Ungeziefervertilgung". Efter denne brugsvejledning måtte aflusning med zyklon kun udføres af uddannet personale på mindst to mand. Hver af de to medvirkende skulle have en gasmaske, to specialindsatser imod blåsyre, en gasindikator, en sprøjte med modgift og en skriftlig tilladelse for overhovedet at måtte gå i gang. Før operationen startede blev en advarselstavle med et dødningemærke klistret op på døren til den bygning, som skulle afluses. En vagt skulle holde uvedkommende på afstand. Den farligste del af operationen var, i henhold til dette skrift, den efterfølgende ventilation. Den skulle foregå i mindst 20 timer.
Denne brugsanvisning blev anvendt i Nürembergprocessen som dokument for anklagemyndigheden (nr. NI-9912), betegnende nok, på trods af at enhver opmærksom iagttager måtte have undret sig over de egenskaber, som der angives for zyklon B (f.eks. nødvendigheden af 20 timers ventilation), blev dokumentet anvendt til at bevise at der var foregået massegasninger. Sammenligner man de såkaldte "vidneudsagn" om hvordan disse "massegasninger" foregik, med ovennævnte oplysninger, må teorien om gaskamre henvises til det absurdes verden.
17. Tre kronvidner fra Auschwitz
Vi skal nu se på de udtalelser, som de tre vigtigste øjenvidner, som hævdes at have været nærværende ved de påstående gasninger i Auschwitz. Rudolf Höss var lejrens kommandant fra 1940 til slutningen af november 1943. Efter krigen gik han under jorden, men blev opsporet af briterne i marts 1946 og aflagde efter tre dages forhør sin tilståelse om gasning af 2,5 million mennesker i Auschwitz. Det er den tilståelse, som stadig i dag anses for at være hjørnestenen i holocaust-historien. Senere blev Höss udleveret til Polen, og før sin henrettelse i april 1947 fik han lejlighed til i fængslet i Krakow at skrive sine "selvbiografiske optegnelser". I disse optegnelser siger Höss:
"Da jeg havde opført udryddelsesbygningen i Auschwitz, anvendte jeg zyklon B, en krystalliseret blåsyre, som vi kastede ind i dødskammeret gennem en lille åbning. Det tog 3-15 minutter, alt efter klimaforholdene, før alle i dødskammeret var døde. Vi vidste når de var døde, fordi vi kunne høre, at deres skrig holdt op. Vi ventede som regel en halv time inden vi åbnede døren og fjernede ligene. Derefter tog vores specialkommandoer ringene af ligene og trak guldet ud af deres tænder. En anden forbedring i forhold til Treblinka, var at vi byggede gaskamre, som kunne rumme 2.000 mennesker." (Nüremberg-dokument NO-3868-PS).
(Bemærkning: I henhold til sin tilståelse besøgte Höss Treblinka i juni 1941. Lejren åbnede dog først d. 23. juni 1942. I sin tilståelse nævner Höss også en dødslejr som hedder "Wolzek", som ingen nogensinde har hørt om.)
"Specialkommandoerne" var, i henhold til Höss, jøder, som betjente gaskamrene og som med jævne mellemrum selv blev gasset og erstattet af andre. Ligplyndrernes grusomme arbejde beskriver han i sine selvbiografiske optegnelser (18):
"Arbejdet med at slæbe ligene ud af gaskamrene, udtrækning af guldtænder, afklipning af hår, bortslæbning af ligene til gravhullerne, vedligeholdelse af ilden i hullerne, opsamlingen af menneskeligt fedt og det konstante arbejde med at få tilført luft til de brændende lig - alt dette arbejde blev udført med en sløv ligegyldighed, som om det var noget hverdagsagtigt. Medens de slæbte lig ud fra gaskamrene, røg de."
Et medlem af specialkommandoen, den slovakiske jøde Filip Müller, overlevede, som ved et under, ikke mindre end fem likvideringsaktioner. I sin bog Sonderbehandlung (19) skildrer Müller sin første indsats:
"Foran mig lå liget af en kvinde. Først tog jeg hendes sko af. Mine hænder dirrede og jeg rystede over hele kroppen, da jeg begyndte at trække hendes strømper af..... Alle seks børn brændte, da Stark gav ordre til at slæbe de nøgne lig over det våde betongulv. Så gik Fischl fra det ene lig til det andet og brækkede med en jernstang munden op på dem alle. Hver gang han opdagede en guldtand, trak han den ud med en tang og kastede den i en metalkasse" (s. 23 ff)
Hvor lang tid der gik mellem gasmordet og ligskænderiet, fortæller Müller på s. 215:
"Siden aftenen før var tre transporter blevet gasset i gaskamrene til Krematorium V med cirka fire timers mellemrum. Efter at skrig, støn og råb var forstummet, blev gaskamrene udluftet i et par minutter, og derefter jagede SS-mændene fangekommandoen ind for at få ligene ud."
Som det tredje kronvidne til massegasningerne i Auschwitz vil jeg citere Rudolf Vrba. Vrba, oprindelig Rosenberg, var slovakisk jøde og blev sat i kz-lejr allerede som ung mand. I april 1944 lykkedes det for ham at flygte. Hans udtalelser om hvad der skete i Auschwitz blev publiceret sammen med andre vidneudsagn i november 1944 af "War Refugee Board", en organisation som blev grundlagt af den amerikanske finansminister Henry Morgenthau. Det var denne WRB-rapport, som anklagerne i Nüremberg støttede sig på, og på denne rapport bygger vort nuværende billede af Auschwitz altså.
I følgende afsnit af hans bog "I Cannot Forgive" (20) beretter Vrba om Himmlers besøg i Auschwitz i januar 1943, hvor et nyt krematorium i Birkenau blev indviet ved at man gassede 3.000 jøder (Anmærkning: Himmler var sidste gang i Auschwitz i juli 1942, og det første krematorium i Birkenau blev taget i brug i marts 1943). Nu giver vi ordet til Vrba, dette særligt vigtige kronvidne om holocaust:
"Heinrich Himmler besøgte igen lejren Auschwitz i januar 1943..... Han skulle inspicere det første massedrab på samlebånd i verden, og være til stede ved indvielsen af lejrlederen Höss' splinter nye legetøj, hans krematorium. Det var sandelig en pragtfuld sag, 100 yard lang, 50 yard bred og med 15 ovne, som samtidig kunne forbrænde 3 lig hver på 20 minutter. Det var et kæmpe betonmonument, der var lavet af konstruktør Walter Dejaco.
Han (Himmler) skulle se en imponerende demonstration, som dog hele tiden var i fare for at blive ødelagt af tidsskemaet. Lejrlederen Höss, som brændte af iver efter at måtte vise sit nye legetøjs effektivitet, havde bestilt en specialtransport med 3.000 polske jøder, som man skulle slå ihjel på den moderne tyske måde.
Himmler ankom om morgenen kl. 8.00, og showet skulle begynde en time senere. Kl. 8.45 var de nye gaskamre med deres raffinerede bruseattrapper og skilte, hvor der stod "Vær påpasselig med renligheden", "Vær stille" osv. propfyldte. SS-vagtmandskabet havde sørget for at der ikke var en centimeter plads, som ikke var udnyttet. De affyrede et par skud ved indgangen for at skræmme dem, som allerede var inde i rummet endnu længere ind og der var plads til et par stykker mere. Derefter blev spædbørn og småbørn kastet ind over hovederne på de voksne, og dørene blev lukket og låst. En SS-mand med en tung gasmaske stod på taget og ventede til han skulle smide zyklon B kuglerne ind. Denne dag var det en særlig ære at have denne rolle, for det var ikke hver dag at man havde så fine gæster, og han var sikkert lige så nervøs som den der skal skyde startskuddet ved et hestekapløb.
Manden med gasmasken rodede med sin zyklon-kasse. Under sig havde han et fuldt hus. Men intet sted synes man at kunne få øje på "reichführeren", som måske allerede var gået igen for at spise frokost med lejrchefen Höss.
Et eller andet sted ringede en telefon. Alle hoveder drejede sig..... Nyheden lød: "Reichführeren har endnu ikke frokosten klar...." Inde i gaskammeret var mændene og kvinderne blevet vanvittige af fortvivlelse, da de nu havde forstået hvad en en bruser i Auschwitz var for noget. De begyndte at skrige, råbe og banke på døren, men derude hørte ingen dem, for det nye kammer var ikke alene gastæt, det var også lydtæt.
Kl. 11, to timer forsinket, rullede en bil frem. Himmler og Höss steg ud og talte et øjeblik med et par højtstående officerer. Himmler lyttede opmærksomt medens man forklarede proceduren for ham. Han slentrede frem til den låste dør, kastede et blik gennem det lille hul med tykt glas og så på de skrigende mennesker inde i kammeret. Derefter vendte han sig til sine underordnede for at stille dem nogle spørgsmål.
Endelig kunne det hele begynde. Der blev råbt en ordre til SS-manden på taget. Han løftede på det runde låg og lod de små kugler falde ned på hovederne under sig. Han vidste, som alle de andre, at varmen fra de sammenpressede kroppe ville medføre, at de små kugler afgav gas indenfor få minutter. Derefter lukkede han låget.
Gasningen begyndte. Höss ventede et øjeblik så gassen kunne cirkulere ordentligt, og opfordrede derefter høfligt sin gæst til endnu en gang at kigge gennem kighullet i døren. Himmler kiggede et par minutter ind i dødskammeret og han var synligt imponeret. Derefter vendte han sig med igen mod lejrchefen, som han stille nogle spørgsmål. Det han havde set havde gjort ham glad og sat ham i en fornøjet stemning. Selv om han sjældent røg, tog han imod en cigaret af en officer, og medens han tog et par sug, grinede han og kom med vittigheder.
Atmosfæren nu var blevet hyggelig, men det betød ikke at man glemte det, som var det allervigtigste. Flere gange forlod Himmler officersgruppen for at se gennem kighullet og for at være sikker på at aktionen forløb som den skulle. Da alle indsatte var døde, fulgte han også interesseret den procedure, som fulgte efter. En særlig hejseanordning befordrede ligene ind i krematoriet, men kremeringen skete ikke med det samme. Først måtte guldtænderne hives ud og på kvinderne måtte håret klippes af, fordi det skulle anvendes til tætning af torpedoer. Ligene af de rige jøder, som man havde fundet frem til allerede inden gasningen, måtte lægges for sig, fordi de skulle dissekeres. Man kunne jo ikke udelukke, at en af dem havde gemt ædelstene - måske diamanter - i en kropsåbning.
Det var kompliceret at lave en gasning, men det nye maskineri fungerede upåklageligt i hænderne på de dygtige arbejdere. Himmler ventede til man kunne se røgen fra skorstenene og kastede så et blik på sit ur. Frokosttid !"
18. Var naturlovene ophævet i årene 1941-1944?
Når man besøger hovedlejren i Auschwitz finder man et intakt krematorium, som påstås at være i sin oprindelige form, og i Birkenau finder man resterne af fire, mere eller mindre ødelagte krematorier. Krematoriet i stamlejren kaldes K1, de fire krematorier i Birkenau er nummereret som K2 til K5. Bedst vedligeholdt er K2. Foran ruinerne af dette findes en tavle, som forklarer hvordan massemordene skal have foregået: Op mod 2.000 mennesker blev presset sammen i "gaskammeret" og blev dræbt når der blev kastet zyklon B ind; derefter bar man ligene op til krematoriet, som lå ovenpå "gaskammeret", og brændte dem.
Hvis naturlovene også var gældende under 2. Verdenskrig, og ikke var sat ud af spil under holocaust, så er denne beskrivelse - ligesom de oplysninger de 3 kronvidner Höss, Müller og Vrba har givet - en eneste kæde af umuligheder. Har er de groveste eksempler:
Umulighed nr. 1:
Ingen arkitekt, som var ved sine sansers fulde brug, ville have indrettet et krematorium i den samme bygning som et kammer, hvor man ville udøve massemord med en eksplosiv gas. Ganske vist er zyklon B ikke højeksplosivt, men alene på grund af den latente eksplosionsfare, som stammede fra de zyklon-befængte lig, ville en sådan konstruktion have været rent selvmord. Hvis man tror på Höss, der hævdede at man kunne dræbe 2.000 mennesker på 3 minutter, måtte man anvende enorme mængder af denne gas. I tilfældet K1 ligger krematoriet ikke oven på "gaskammeret", men lige ved siden af. Denne bygning ville derfor ikke kunne undgå at sprænge i luften og derved gasse hele lejren, SS-mændene inklusive.
Umulighed nr. 2:
Aflusningskamrene må, som allerede nævnt, være varmet op til mindst 25 grader for at zyklon B skal kunne afgives inden for en halv time. Et sådant opvarmningssystem findes ikke i "gaskamrene". Om vinteren må det derfor have varet længe inden gassen blev frigivet. Desuden ville den ikke have kunnet sprede sig i det til bristepunktet fyldte kammer (2.000 mennesker på 210 kvadratmeter plads!).
Umulighed nr. 3:
Dørene til samtlige gaskamre går indad. Altså havde specialkommandoen ikke kunne komme ind i disse kamre, som var proppede med lig til sidste kvadratcentimeter. Hvad var det for nogle kludrehoveder og amatørarkitekter som nazisterne havde til at bygge deres udryddelsesanlæg!
Umulighed nr. 4:
Dette er umulighedernes umulighed. Specialkommandoen gik ind i gaskammeret, efter Höss' oplysninger, en halv time efter gasningen, og efter Müllers oplysninger et par minutter efter gasningen. De gik straks i gang med at tage ringene af ligene (Höss), tage klæderne af ligene (Müller) og klippe håret af ligene (Vrba). Hvis dette var rigtigt, ville der være tale om en ren selvmordsopgave, og ingen af medlemmerne af disse specialkommandoer ville have overlevet at udføre denne operation (lad os bare tænke på hvordan de amerikanske gaskamre må ventileres efter henrettelsen af et enkelt menneske, inden en læge, iført beskyttelsesudstyr og gasmaske, kan gå inde i kammeret). "Gaskamrene" i Auschwitz havde kun et meget simpelt ventilationssystem, så det ville ikke have været nok at specialkommandoens medlemmer havde båret gasmasker. Desuden ville giften have siddet i huden på ligene, som specialkommandoen skulle arbejde med, hvilket betyder at de ville være blevet dødeligt forgiftede: giften trænger nemlig gennem huden. Desuden bar specialkommandoerne ikke gasmasker, da de jo - efter hvad Höss fortalte - røg medens de arbejdede med denne grusomme oprydningsopgave.
De røg! Midt i en eksplosiv gas !
Umulighed nr. 5:
Som det fremgår af de bevarede tegninger, fandtes der ingen anden vej fra "gaskammeret" til krematoriet end en elevator med et bundareal på 2,1 x 1,35 m. Denne kunne højst transportere fire lig, samt elevatorføreren. Der må have været stor hastighed på denne transport af de døde til krematoriet, for næste omgang dødskandidater stod allerede og ventede under "bruserne" (forsommerens 1944 hævdes det jo at 12.000 mennesker blev gasset dagligt. Visse "historikere" hævder at det var 24.000 dagligt). At bruserne rent faktisk ikke var virkelige brusere, fandt de enfoldige stakler aldrig ud af. Man havde nemlig givet dem sæbe (efter nogle "øjenvidner" var det sæbeattrapper) og frottéhåndklæder (eller var det frottéhåndklædeattrapper?). Medens de dødsdømte således tålmodigt ventede, pendlede elevatorføreren altså fem hundrede gange op og ned mellem gaskammeret og krematoriet for at hente de zyklon-befængte lig fra et zyklon-mættet lokale - naturligvis uden selv at tage skade på liv og lemmer!
Umulighed nr. 6:
Krema 2 og Krema 3 kan lave 15 brændinger hver og de andre krematorier færre. Kremeringen af et lig tager, også i moderne krematorier, omkring halvanden time og det gik næppe hurtigere i 1944. Hvis der efter 6 timer var brændt 60 lig i 15 ovne, så lå der stadig 1940 lig tilbage i "brusebadet" og næsten 2.000 dødsdømte ventede på at komme ind i rummet!
Om krematorierne:
I Raul Hilbergs standardværk "Die Vernichtung der europäischen Juden" (21) finder vi for hvert eneste af de fire krematorier i Birkenau de præcise oplysninger om driftstider.
Moderne krematorier, som det i Basel, kan brænde op til 23 lig pr. dag pr. ovn. For de koksdrevne krematorier i Birkenau lå den maksimale dagskapacitet efter eksperters udsagn (såsom I. Lagacé, chef for krematoriet i Calgary) på 5 lig pr. ovn. Hvis krematorierne i Birkenau konstant havde virket fejlfrit (og vi ved fra dokumenter, at dette ikke var tilfældet), så havde man der - under hele krigen - kunnet brænde højst 150.000 lig. Hvis der var en million jøder, der blev myrdet, hvor brændte man så de resterende 850.000 lig?
Efter hvad exterminationisterne siger skete dette i store huller i jorden! Denne historie er åbenlys usand, da det på grund af iltmangel er umuligt at brænde så mange lig i store huller og i Birkenau ville det desuden være umuligt på grund af det høje grundvandsniveau.
19. Leuchters udtalelse
Det teknisk umulige i de påståede massegasninger og kremeringer blev allerede opdaget af forskere som Felderer og Faurisson i 70-erne. For at sætte en stopper for legenden krævedes der dog en gaskammerekspert.
I 1988 blev der i Toronto afholdt rettergang mod tyskeren Ernst Zündel. Zündel havde distribueret englænderen Richard Harwoods brochure "Did Six Million Really Die?", hvori holocaustlegenden tilbagevises, og blev derfor - efter anmodning fra en jødisk organisation ved navn "Holocaust Remembrance Association" - stillet for retten. Til grund for tiltalen anvendte man en ellers aldrig anvendt lov mod "Spredning af falske oplysninger". Loven stammede fra en engelsk lov fra 1275, hvormed ridderne forbød almenheden at håne dem i satiriske viser.
Den første retssag, som gennemførtes i 1985, sluttede med at den tiltalte blev idømt 15 måneders fængsel. På grund af en række formelle fejl, blev dommen imidlertid ophævet. Efter overenskomst med Ernst Zündel tog Robert Faurisson derefter kontakt til den amerikanske ingeniør Fred Leuchtner. Han har været ansvarlig for konstruktionen af flere af de gaskamre, som er blevet anvendt til at henrette forbrydere i de amerikanske delstater. I februar 1988 rejste Leuchter med sin kone Carolyn, kameramanden Jürgen Neumann, tegneren Howard Miller og den polske tolk Tjudar Rudolph til Polen, for at undersøge de eksisterende gaskamre i Auschwitz, Auschwitz-Birkenau og Majdanek.
Efter denne undersøgelse lavede Leuchtner en rapport om sine resultater, og hvis ikke pressecensuren i den frie verden havde fungeret så effektivt, var Leuchters resultater blevet præsenteret med store typer på forsiden af samtlige verdens aviser. Konklusionerne var nemlig entydige: I ingen af de tre lejre fandtes der gaskamre beregnet til henrettelse af mennesker. De eneste gaskamre der eksisterede, var kamre beregnet til udryddelse af dyr, nemlig aflusningsgaskamre.
Leuchters bevisførelse støttede sig på 3 punkter:
1) "Gaskamrene" var ikke konstrueret sådan som gaskamre nødvendigvis må være, og de har derfor aldrig kunnet fungere som sådan. De er ikke tætte, hvilket betyder at den dræbende gas kontinuerligt ville være sivet ud. Det ville også have været rent vanvid at indrette gaskamre lige ved siden af de respektive krematorier. Der manglede en fordelingsmekanisme for gassen og de nødvendige anordninger til at opvarme kamrene. Endelig fandtes der ikke tilstrækkelige ventilationssystemer. Til udluftning af K 1 var der f.eks. ikke andet end et hul i taget. Gassen ville, med den givne konstruktion, være strømmet ind i det SS-hospital som lå lige overfor "gaskammeret", og den ville have dræbt både patienter og personale. På grund af den manglende ventilation, ville der i disse rum - hvis de havde været anvendt til gasning - have været tilstrækkelige mængder af cyangas til at sende enhver, som gik ind i dem i døden. Gasmasker ville næppe have været tilstrækkelig beskyttelse.
Leuchtner konkluderede, at disse såkaldte "gaskamrene" i virkeligheden var rum, der var beregnet til opbevaring af lig. K 1 blev i øvrigt senere bygget om til luftværnsbunker.
2) Lejrens krematorier havde kun kunne forbrænde en brøkdel af det påståede antal lig, og historien om "brændhullerne" er ren fantasi.
3) Leuchter og hans gruppe tog prøver af murværket i begge de påståede "henrettelsesgaskamre" og i lejrens aflusningsgaskamre. Cyanid kan sidde i mursten og tegl i mange år, ofte i århundreder. Medens prøverne fra aflusningskammeret endnu efter 44 år viste en meget højt cyanidværdi, var sporene efter cyanid i prøverne fra "henrettelsesgaskamrene" ubetydeligt små. Det skal dertil siges, at cyanid/blåsyre er naturligt forekommende og kan forekomme i små mængder i hvilket som helst bygning.
Cyanidtesten blev ikke udført af Leuchtner selv, men af en kemiker ved navn James Roth, som ikke vidste hvorfra prøverne kom.
Hvis det havde været muligt at modbevise Leuchtner-rapporten, så havde exterminationisterne for lang tid siden købt de bedste kemikere og ingeniører til at udføre en modundersøgelse og lave en modgående rapport, for penge er ikke noget, som disse herrer har for lidt af. Men der var der ingen kemikere eller ingeniører, der ønskede at udføre en sådan modundersøgelse.
Der er dog lavet to såkaldte "redegørelser", den ene af franskmanden Jean-Claude Pressac ("Auschwitz. Technique and Operation of the Gas Chambers") (22) og det andet blev lavet af tyskeren Werner Wegner (det kan findes i samlingsværket "Die Schatten der Vergangenheit") (23). Begge disse "redegørelser" er så enfoldige at man må grine af det. I tidsskriftet "Historische Tatscahen" nr. 50 piller Udo Walendy begge disse tekster fra hinanden punkt for punkt. Hvordan Pressac i sit mammutværk - formentlig ufrivilligt - har styrket revisionismens positioner, har Fourisson udførligt påvist i nr. 3 af tidsskriftet "Revue d'Histoire Révisioniste" (24), et tidsskrift som blev tvunget til at lukke på grund af repressionen i Frankrig.
Cyuanidtesten som Zündel udførte er siden blevet gentaget to gange, første gang af det retsmedicinske institut i Krakow (på opfordring fra Auschwitz-museet), og anden gang af den tyske kemiker Germar Rudolf.
De polske kemikere fandt i prøverne fra "gaskammeret" endnu mindre rester af cyanid end der var fundet i Zündels undersøgelse. For at resultatet ikke skulle blive alt for afslørende, tog de dog sammenligningsprøverne fra afslusningskamre, hvor væggene var blevet kalket hvide (25). Men trods dette fandt de alligevel større cyanidrester i prøverne fra aflusningskamrene end i dem fra de såkaldte "gaskamre".
Germar Rudolf kom i sin meget udførlige analyse (prøverne blev testet af det ansete Fresenius-institut) til det samme resultat som Leuchter, som han dog kritiserede på nogle mindre væsentlige punkter.
Walter Lüftl, talsmand for det østrigske ingeniørforbund, studere også de påståede massegasning, og måtte betegne hele denne historie som værende teknisk umulig. Det førte til at han i marts 1992 måtte afgå som formand for ingeniørsammenslutningen. Man rejste - for en sikkerheds skyld - også tiltale mod ham for brud mod loven om at udbrede nazistisk propaganda. Men måske vil østrigerne også rejse sag mod astronomer, som hævder at jorden er rund !
Samtlige undersøgelser vedrørende gaskamrenes funktionsmåde og krematoriernes kapacitet, kan når som helst gentages, for at kontrollere om de fakta, som de nævnte undersøgelser har fundet frem til, er sande. Man behøver bare at sende et hold kemikere, ingeniører og krematorieeksperter til Polen, filme deres undersøgelser og offentliggøre dem for alle. Man de herrer politikere og historikere agter - klogt nok - ikke at gennemføre en sådan undersøgelse. Man kan gætte sig til hvorfor!
Bemærkning: Zündel dømtes i den nye retssag til 9 måneders fængsel. Han kunne dog forblive på fri fod under forudsætning af, at han ikke mere ytrede sig om holocaust. Zündel valgte at appellere dommen til Canadas højeste domstol, og 4½ år senere, i august 1992, blev han der frikendt. Med sin stævning havde "Holocaust Remembrance Association" altså lavet et selvmål: den havde givet revisionisterne opmærksomhed for første gang i landets historie og de havde givet impulsen til Leuchters undersøgelse, som med anvendelse af eksakte videnskabelige metoder afslørede holocaust-svindelen.
20. Den usynlige elefant
Når revisionisterne nu har afsløret usandheden i historierne om gaskamre, så står det klart at disse historier må være opfundet af sejrmagterne efter krigen og siden viderebragt af deres tyske vasaller af politisk-propagandistiske årsager. Derfor spørger man sig selv, hvordan verden mon først fik at høre om gaskamrene og hvordan verden reagere dengang?
Den britisk-jødiske historiker Walter Laqueur tager dette spørgsmål op i sin bog "The Terrible Secret", som udkom i 1980. Laqueur går ud fra det faktum, at de allierede rådede over et velfungerende efterretningsnet både i de tyskokkuperede lande og i Tyskland selv. En så uhørt forbrydelse som mordet på flere millioner mennesker i gaskamre ville umuligt have kunnet skjules for denne efterretningstjeneste i flere år, især da de jødiske organisationer siden 1942 uafladeligt hævdede at sådanne uhyggelige begivenheder fandt sted.
Alligevel nøjedes Washington, London og Moskva med at sende et par protester, som alibi for ikke at foretage sig noget for at redde jøderne. De hverken advarede jøderne om den påståede udryddelse eller søgte at rette det tyske folks opmærksomhed mod det folkemord, som dets regering udøvede.
Paven vidste allerede på et tidligt tidspunkt, hvad som skete i det katolske Polen, men han viste ikke nogen særskilt vrede, da ofrene jo ikke var katolikker. Også Røde Kors sad med armene i skødet og sagde ikke noget om det påståede folkemord, før da krigen var slut.
I sin bog "Auschwitz and the Allies" fortæller Martin Gilbert om denne største koncentrationslejr af dem alle. Den lå i et industriområde og omfattede stamlejren Auschwitz I og Birkenau (Auschwitz II) samt industrikomplekset Monowitz (Auschwitz III). Lejren burde have tiltrukket sig de Allieredes opmærksomhed alene af den grund, at den fremstillede krigsvigtige produkter, f.eks. syntetisk gummi. Fangerne var i løbende kontakt med frie betalte lønarbejdere fra forskellige lande. Desuden sendte man hele tiden fanger fra Auschwitz til andre lejre. Der blev desuden løbende frigivet fanger (efter Laqueur: 978 stk. i 1942 og nogle stykker de næste år). I 1944 blev der desuden frigivet en del kvindelige jøder på initiativ af industrimanden O. Schindler.
Hvis der dengang fandtes et sted i Europa, hvor det var umuligt at skjule et fabriksmæssigt organiseret massemord, så var det i Auschwitz. Alligevel mærkede verden ikke i to lange år, hvad for en ufattelig ting som udspillede sig i denne lejr: Massemordet begyndte i sommeren 1942, og først sommeren 1944 dukkede de første historier om massakrer op i verdenspressen.
Mange mennesker, bl.a. Laqueur og Gilbert, har brudt deres hjerner med at finde årsagen til den gådefulde tavshed om massemordet. Men ingen af dem kommer på den temmelig indlysende løsning.
"Jeg ser ingen elefant i min kælder. Hvis der var en elefant i min kælder, så ville jeg sikkert have fået øje på den. Altså er der ingen elefant i min kælder".
Denne ytring stammer fra den amerikanske elektronikingeniør og dataekspert Arthur Butz. Hans bog "The Hoax of the Twentieth Century", som udkom i 1976, er stadig i dag en af revisionismens klassikere.
Vi har nu nøglen til at besvare nogle spørgsmål, som stilles igen og igen:
- "Hvorfor lod jøderne sig, uden modstand, transportere i togvogne til dødslejrene og hvorfor var de lige så passive som lam, der føres til slagtebænken? Svar: Jøderne lod sig transportere uden at gøre modstand, til arbejdslejre fordi de vidste at tyskerne med begrebet "arbejdslejre" mente arbejdslejre, og ikke andet.
- "Hvorfor bombede de allierede ikke gaskamrene? Derved havde de ganske vist dræbt nogle fanger, men samtidig ville de have reddet mange flere." Svar: De allierede bombede ikke gaskamrene fordi der ikke fandtes nogle gaskamre.
- "Hvorfor benægtede de nazistiske ledere, som overlevede krigen, at der var foregået en systematisk udryddelse af jøderne?" Svar: Nazilederne benægtede jødeudryddelsen fordi den ikke havde fundet sted. Når prominente figurer fra det Tredje Rige, som f.eks. Albert Speer og Hans Frank, vendte om under Nürembergprocessen og erklærede sig moralsk medskyldige i folkemord, så gjorde de det fordi de - som millioner af andre mennesker - havde ladet sig narre af Höss's forklaringer og af det øvrige "bevismateriale" som sejrsmagterne udfærdigede.
- "Hvorfor forrådte Vatikanet og Røde Kors deres humanistiske principper og protesterede ikke mod den største forbrydelse i menneskehedens historie?" Svar: Vatikanet og Røde Kors hørte først efter krigen om denne "største forbrydelse i menneskehedens historie", som i virkeligheden er det største svindelnummer i menneskehedens historie.
21. Yderligere bevis
Allerede i 1942 lykkedes det den britiske efterretningstjeneste at knække koden og at aflytte radiotrafikken mellem SS-hovedkvarteret i Berlin og koncentrationslejrene. I daglige rapporter meldte lejrene om deres dødsfald. De fleste skyldes sygdomme, men man meddelte også henrettelser ved skydning og hængninger. Om gasninger derimod hørte man ikke et ord, heller ikke fra Auschwitz! Det kan man læse hos professor Hinsley, som i dag er docent i Cambridge, men som under krigen var specialist i kodebrydning, og som i sin bog "British Intelligence during the Second World War" (26) skriver at de tyske radiomeddelelser indeholdt "ingen meddelelser om gasninger" !
Siden december 1943 fotograferede de allieredes flyvemaskiner Auschwitz regelmæssigt. Frem til og med den tid, hvor lejren blev befriet af den Røde Hær i januar 1945 gennemførte man i alt 32 rekognosceringer og der blev taget i hundredvis af fotografier. På ingen af disse fotos synes der at være nogen kø af mennesker foran det rum, som hævdes at skulle have været "gaskammeret"! Nogle af disse luftfotos blev offentliggjort i 1979 og kan i dag ses i National Archives i Washington.
22. Holocaust - krigspropaganda!
I marts 1916 meddelte "Daily Telegraph" at østrigerne og bulgarerne havde gasset 700.000 serbere. Om den britiske avis's læsere troede på denne løgnehistorie ved vi ikke. Efter krigen var der i hvert fald ingen der troede på historien om de 700.000 gassede serbere.
Den 2. august 1990 marcherede irakiske tropper ind i Kuwait. USA forsøgte at få FN til at gå med til en militær indgriben for at befri emiratet, men man stødte i begyndelsen på modstand. Stemningen slog først over i oktober, da en kuwaitisk pige og en kirurg fra Kuwait City grædende fortalte til en menneskerettighedskommission, hvordan de irakiske barbarer havde hærget i hovedstadens besatte hospital: De havde ødelagt kuvøserne, kastet nyfødte børn på gulvet og ladet dem dø! Denne historie vakte harme i hele verden og bidrog på afgørende måde til at de, som ønskede et militært angreb mod Irak, fik deres vilje igennem.
I marts 1992 blev løgnehistorien afsløret. Kuvøsemordene var et påhit, som et reklamebureau i New York havde fået 10 millioner dollars for at lave, af den landflygtige emir af Kuwait. "Kirurgen" var ikke kirurg, og "flygtningepigen" var datter af en kuwaitisk diplomat i USA. Begge havde øvet sig i dagevis på deres "øjenvidneberetninger" og tilmed fået undervisning i engelsk for at kunne formidle deres budskab på tv.
På samme måde som skrækhistorierne fra første verdenskrig og fra golfkrigen, fortalte og fortæller man tilsvarende historier fra 2. Verdenskrig, fordi der er enorme finansielle interesser forbundet med dette. I sin bog "The Hoax of the Twentieth Century" undersøger Arthur Butz hvordan dette bedrageri uviklede sig.
Oplysningerne om udryddelsen af jøderne dukkede først op i 1942 i de zionistisk kontrollerede aviser (f.eks. New York Times) og de stammede sandsynligvis fra den Jødiske Verdenskongres. Hovedformålet med denne skrækpropaganda var naturligvis at understøtte bestræbelserne på at oprette en jødisk stat, hvilket man så stærkt ønskede at overbevise regeringerne og folket i de allierede stater om nødvendigheden af.
I New York Times spalter spøgte det, ved siden af gaskamrene, med historier om alle mulige andre uhyggelige mordmetoder. Den 30. juni 1942 fortalte man om et "skydehus", hvor tusinder af jøder dagligt blev skudt, den 7. februar 1942 drejede det sig om "blodforgiftningscentraler" i det besatte Polen. Medens både skydehuset og blodforgiftningscentralen forsvandt fra de offentlige medier allerede inden krigens afslutning, så fik historierne om henrettelse jøder i damphenrettelseskamre stor opmærksomhed. Også ved Nüremberg-processen dukkede disse historier op. Den 14. december1945 blev følgende således noteret i protokollen i Nüremberg:
"Alle ofte måtte tage klæder og sko af og disse blev samlet ind. Derefter blev ofrene, kvinder og børn først, drevet ind i dødskamrene.... Når kamrene var fulde, lukkedes de hermetisk og damp blev lukket ind..... Af de oplysninger som er fremsat, fremgår det at flere hundrede tusinde jøder blev udryddet i Treblinka." (Nüremberg-dokument PS 3311).
Præcis 75 dage senere havde den høje domstol imidlertid glemt dampkamrene igen. I stedet var der nu tale om gaskamre i Treblinka. Det var altså først efter krigen, at man blev enige om hvilken af legenderne, som man ville bygge anklager på.
23. Herr Elie Wiesels ildgrave
I bogen "Legends of Our Time" (27) skriver Elie Wiesel:
"Enhver jøde bør et eller andet sted i sit hjerte bevare hadet, det sunde menneskelige had mod det, som Tyskland står for, og mod det, som ligger i det tyske væsen. Alt andet ville være forræderi mod de døde."
Denne Elie Wiesel modtog i 1986 Nobels fredspris, blandt andet på anbefaling af 83 medlemmer af den tyske Forbundsdag. Efter disse parlamentarikeres udsagn, ville prisen være en stor opmuntring til alle dem, som arbejder aktivt med forsoningsprocessen. Sådan viser de tyske politikeres overgang fra nationalsocialisme til nationalmasochisme sig.
Wiesel, som er født 1928, var interneret i Auschwitz fra april 1944 til januar 1945. I "La Nuit", den bog han i 1958 udgav om hvordan han selv "havde oplevet" kz-lejren, fortæller han ikke et ord om gaskamre. Wiesel kan altså hverken have set eller hørt tale om nogle gaskamre, for hvis han havde gjort det, så ville han naturligvis have nævnt dem. I stedet for gaskamrene så Wiesel noget, som han må have set helt alene:
"Ikke langt fra os stod flammerne op af et stort hul. Man var i gang med at brænde noget. En lastvogn rullede frem til hullet og tømte sin last ned i det. Det var små børn, spædbørn! Jeg så det med mine egne øjne.... børn der brænder. Er det så mærkeligt at mine drømme handler om denne tid? Det var bare sådan. Noget længere borte var der en anden større grav beregnet for voksne....
"Far", sagde jeg, "hvis det er på den måde, så vil jeg ikke vente længere. Jeg kaster mig på ind i den elektriske ståltråd. Det er bedre en at stirre tomt ind i flammerne i timevis...."
Heldigvis slap Elie Wiesel med tomt at stirre ind i flammerne, og han var ikke nødt til at kaste sig mod den elektriske ståltråd, for:
"Vores kolonne havde kun omkring 15 skridt tilbage. Jeg bed mig i læben for at min far ikke skulle høre hvordan mine tænder klaprede. Bare ti skridt tilbage, otte, syv. Vi marcherede stille, ligesom efter en ligvogn til vores egen begravelse. Nu var der kun fire skridt tilbage. Tre skridt. Den var helt nær nu, hullet med ligene. Jeg samlede de kræfter jeg havde til rest for at springe ud af rækken og kaste mig ind i det elektriske hegn. Dybt i mit hjerte sagde jeg farvel til min far og med hele verden og ufrivilligt kom der ord fra mine læber: Jitgadal vejitkadach schme raba.... Være hans navn ophøjet og helliggjort.
Det var som om mit hjerte skulle briste. Jeg stod overfor dødens engel.... Nej. To skidt inden vi kom til hullet befalede man og at ændre retningen og at få ind i en barak." (28).
Vi har set, at man fortsat efter krigen udspredte propaganda om diverse andre aflivningsmetoder ud over gaskamrene. En af disse var brænding af levende mennesker. Denne variant af udryddelsesmyten holdt sig levende i jødiske kredse op til omkring 1960. I sin "redegørelse" lavede Elie Wiesel imidlertid en grov fejltagelse da han - i stedet for gaskamrene - præsenterede myten om det brændende hul. Han måtte, som Robert Faurisson siger, vælge mellem to forskellige af de Allieredes propagandaløgne, og han valgte den forkerte.
24. Spøgelsesudryddelseslejren Belzec
Den østpolske lejr Belzec (ikke at forveksle med Bergen-Belsen!) var, efter den exterminationistiske historieskrivning, den tredjestørste dødslejr. Det hævdes at 600.000 jøder blev gasset ihjel der. Da Belzec-historien er en miniatureversion af hele holocaustløgnen skal den gennemgås relativt udførligt i det følgende:
Belzec blev grundlagt i 1942. Det var en gennemgangslejr for jøder, som skulle sendes til Rusland, hvor de skulle bosætte sig. Straks efter lejrens åbning opstod rygterne om at man lavede massemord i denne lejr. Den italienske revisionist Carlo Mattogno undersøgte disse rygter i sit skrift om jødeudryddelsesmyten ("The Myth of the Extermination of the Jews") (29). Rygterne havde følgende udgaver:
Variant 1:
Jøderne blev lukket inde i en lade, hvor de skulle stille sig på en metalplade, som der gik dræbende elektrisk strøm igennem. Denne historie blev bl.a. udbredt i 1942 af det eksilpolske tidsskrift "Polish Frotnightly Review".
Variant 2:
Jøderne blev skudt, og de der overlevede blev gasset eller dræbt med elektrisk strøm (Udtalelse af de allieredes fælles informationskomité d. 19. december 1942).
Variant 3:
Jøderne blev dræbt med varme i elektrisk ovne. Denne historie kan vi takke Abraham Silberschein for. ("Die Judenausrottung in Polen", 1944).
Variant 4:
Denne variant skildrer fil.dr. Stefan Szende i sin bog "Den siste juden från Polen" (30), hvori han skriver:
"Menneskekværnen breder sig over et område på 7 kilometer. Det er omgivet af pigtrådshegn og det er sikret med alle tænkelige anordninger. Ingen må nærme sig dette område og ingen må forlade det.
Alligevel er det lykkedes for nogle få mennesker at flygte fra Belzec. I nødens stund er der ingen grænser for den menneskelig opfindsomhed.
Udvalgte SS-tropper, mænd med stærke nerver, ligger i regimentet her. Men selv de må synes, at arbejdet er svært. Der var mange ting, som man lod de herværende jøder udføre. De skulle f.eks. sortere og pakke de dødes tøj og andre ejendele. Til sådanne opgaver udvalgte SS altid nogle jøder fra den sidst modtagne transport. Disse blev ikke benådiget, men deres henrettelse blev udskudt et par dage. Dog var det lykkedes for to jøder, som havde overværet disse uhyggeligheder, at flygte. De kom til ghettoen i Rawa-Ruska og fortalte der om det teknisk fuldendte og djævelske apparat, som tyskerne havde installeret i Belzec.
Så vidt jeg ved har ingen jøde, som har været i Belzec, kunnet flygte til neutrale eller allierede lande. De to jøder, som sommeren 1942 slap ud til Rawa-Ruska døde formentlig da beboerne i ghettoen blev likvideret. Nogle af beboerne undslap dog, og kunne senere fortælle, hvad de havde hørt fra øjenvidnerne. Fra dem kommer følgende skildring:
De tog som transporterede jøderne kørte gennem en tunnel ned til de underjordiske rum, hvor henrettelsespladsen lå. Der blev jøderne sat af toget og fik besked om at de skulle stille deres ejendele. I år 1942 havde de endnu klæder og håndbagage med sig.
Hver dag ankom tog, som var fuldt proppet med jøder fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, Belgien, Holland, Frankrig, Balkan. Man havde sagt til dem, at de skulle "flyttes" mod øst og at de skulle tage deres ejendele med sig. Derfor kom de til Belzec udrustet med symaskiner og skrivemaskiner, porcelæn og sølvtøj. Men her tog man alting fra dem.
Tingene blev sorteret for at kunne anvendes af herrefolket, men dette sorteringsarbejde blev efterhånden så besværligt, at man mente, at det var bedre at sende jøderne af sted nøgne.
De blev ført ind i en kæmpe hal, der kunne rumme flere tusind mennesker. Disse rum havde ingen vinduer, de var helt af metal og havde et gulv, som kunne sænkes ved hjælp af en smart mekanisme. Når alle de tusinder af jøder stod på det, blev det sænket, således at de alle kom ned i et bassin under gulvet - men ikke længere end at vandet kun nåede dem til hofterne. Så blev der ledt en stærk strøm gennem vandet og på et øjeblik var alle de tusinder af mennesker aflivet. Derefter løftede man gulvet med ligene op af vandet. En anden strøm blev koblet på og i de store haller blev der nu gloende hedt, som i et krematorium. Dette blev ved indtil alle ligene var forbrændt til aske. Store luftkanoner blæste til sidst asken væk fra gulvet og røgen blev ledt ud gennem høje fabriksskorstene. Processen var nu overstået. Udenfor indgangen til tunnelen stod allerede det næste og ventede.
Hver transport omfattede ca. 3.000 - 5.000 jøder. Der ankom flere tog dagligt. Til tider kom der tyve eller tredive tog af denne art om ugen til Belzec. Den moderne teknik i nazistisk regi fejrede triumfer. Den havde løst massemordets problem.
En forfærdelig stank fra den underjordiske ligbrændingsfabrik blev spredt overalt. En gang imellem var store områder helt indhyllet i den tykke røg fra de brændende menneskekroppe."
Variant 5:
I denne version blev jøderne først myrdet med strøm fra en elektrisk bruser og derefter blev de lavet om til sæbe. Denne version stammer fra Simon Wiesenthal. Den når ikke helt op til Dr. Stefan Szendes niveau når det gælder litterær kreativitet, og Wiesenthals skildring af udryddelsesmaskinen i Belzec er væsentlig mere afdæmpet end Szendes:
"Menneskene blev jaget ind i "badet" gennem den åbne dør, af de lettiske og ukrainske SS-mænd. Der var plads til 500 personer ad gangen. "Baderummets" gulv var af metal og ned fra taget hængte nogle brusere. Når rummet var fyldt, tændte SS-erne en strøm på 5.000 volt, som gik ned i metalpladen. Samtidig sprøjtede der vand fra bruserne. Et kort skrig og eksekutionen var slut. En SS-overlæge, dr. Schmidt, så gennem kighullet i døren at ofrene var døde. - Derefter var man klar til de næste 500." (31).
Efter Simon Wiesenthals mening, blev de myrdedes lig ikke - som Dr. Szende vil have os til at tro - "brændt til aske i en glohed krematorieovn." Nej, bødlerne havde en betydelig mere makaber måde at behandle ligene. De lavede sæbe af dem med mærket RIF, "Rent Jødisk Fedt" (Bemærkning: RIF betyder egentlig "Reichstelle für industrielle Fettversorgung"):
Den sidste uge i marts 1946 fortalte den rumænske presse derfor denne nyhed: I den lille rumænske by Folticeni havde man højtideligt, og med de korrekte begravelsesritualer, begravet 20 æsker med sæbe i jorden på den jødiske begravelsesplads..... På æskerne stod betegnelsen RIF - "Rent jødisk fedt".
"I slutningen af 1942 hørte man i Belzec første gang det uhyggelige ord "Transport af sæbe!" Det kom fra generalguvernementet, og fabrikken der lavede sæben lå i Galicien. Denne fabrik anvendte fra 1942 og til maj 1943 900.000 jøder som råvare..... For den civiliserede verden er det måske umuligt at fatte med hvilken stolthed nazisterne og deres ægtefæller i generalguvernementet betragtede denne sæbe. I hver sæbeskål så de en jøde, som man derved havde forhindret i at vokse op som en ny Freud, Ehrlich eller Einstein.... Begravelsen af sæben i den rumænske by virkede som noget overnaturligt. Den indlejrede smerte, som sidder i denne lille brugsartikel, river 1900-talsmenneskets forstenede hjerte i fra hinanden. I atomalderen virker dette kig tilbage til middelalderen helt uvirkeligt. Og dog er det sandt!" (32).
Variant 6:
Jøderne blev myrdet med læsket kalk. Ansvarlig for denne historie er den ikke-jødiske polak Jan Karski, forfatter til den i 1944 udgivne bog "Store of Secret State", hvorfra følgende afsnit er hentet (33):
"Gulvet i toget (hvor jøderne blev transporteret) var dækket med et tykt lag af hvidt pulver. Det var læsket kalk. Alle ved, hvad der sker, når man hælder vand på kalk.... Gennem kontakten med kalken dehydrerer kødet hurtigt, og snart "brænder" det. De i toget indelukkede mærkede at kødet langsomt løsnede sig fra benene.... Det var ved at være mørkt, da de 45 vogne (jeg talte dem) var fulde. Toget med sin last af martret menneskekød rystede da det kørte, som var det forhekset."
Variant 7:
Jøderne blev dræbt med zyklon B, som blev kastet gennem et rørsystem ind i rummet med brusere. Denne version bestemte en tysk domstol sig for i den Belzec-rettssag som blev gennemført 1965 og også Adelbert Rückerl, tidligere chef for "Centralanstalten for undersøgelse af nationalsocialismens Forbrydelser" i Ludwigsberg, har i sin bog "Nationalsozialistiscdhe Vernichtungslager im Spiegel Deutscher Strafprozesse" (34) taget udgangspunkt i denne forklaring. Domstolen og Hr. Rückert forklarer ganske vist, at man i løbet af et par uger, gik over til at anvende gas fra motorer. Naturligvis tog det et par uger for de dumme SS-mænd at fatte, at man ikke kunne transportere zyklonkugler i et rørsystem. Og mærkeligt nok, så gjorde SS lige det modsatte i andre lejre, hvor man gik fra at anvende motorgasser til zyklon B - alt naturligvis i henhold til hvad de officielle historieskrivere hævder.
Variant 8:
Jøderne blev myrdet med dieselgas. Vi citerer et afsnit af Gerstein-rapporten, som ved siden af Höss's tilståelse, regnes for det vigtigste bevis på at folkemordet har fundet sted. Sanitetsofficeren Kurt Gerstein kom i en fransk krigsfangelejr, hvor han døde. Inden sit (påståede) selvmord i juli 1945, aflagde han tilståelse, og Gerstein-rapporten har - på grundlag af Gersteins tilståelse - givet ikke mindre end 6 versioner af folkemordet, som afviger temmelig meget fra hinanden, som franskmanden Henri Roques har påvi